Vedligeholdelse

Velproduceret, håndlavet design ligger dybt i vores danske dna, og mange af os bor med designklassikere, vi har arvet fra generationerne før os. Den tradition eksisterer kun, fordi håndværket holdes i hævd og sikrer, at ressourcer og den menneskelige knowhow bliver bragt videre. Godt håndværk med iboende historier som kun mennesker kan skabe, giver livet mening.


Vedligeholdelse af messing

I en teknologisk verden kan man ikke tage godt håndværk for givet. Ej heller videreførelsen af håndværksmæssige traditioner eller vedligeholdelsen af de ting, man køber. Heldigvis er tidsånden i tråd med vores værdisæt: At ting skal have en berettigelse og kunne holde en livstid eller mere med de ressourcer, der bliver brugt. Det sikrer fremtidens generationer af forbrugere. Derfor går vi meget op i at oplære vores kunder i at vedligeholde deres ONO-produkt, så det holder længst muligt. Følg blot disse enkle råd.

Vedligeholdelse af messing og kobber

Håndpoleret messing er et levende materiale, som vil forandre sig over tid alt efter brug. Det er altid muligt at polere produktet op igen til et skinnende udtryk med et specielt egnet pudsemiddel. Rengør gerne hyppigt din vask med varmt sæbevand og brug aldrig syreholdige rengøringsmidler, ståluld eller skuresvampe til rengøring. Ved kalkaflejringer kan en opblanding af 50% husholdningseddike og 50% vand benyttes ved aftørring. Lad dog ikke blandingen sidde på messingen, men tør den over og skyl efter med vand.

Vedligeholdelse af bruneret messing og bruneret kobber

Det brunerede messing og kobber er overfladebehandlet. Derfor frarådes det at pudse eller skure din brunerede ONO vask, da det vil fjerne bruneringen. Rengør gerne hyppigt dit produkt med varmt sæbevand og brug aldrig syreholdige rengøringsmidler, ståluld eller skuresvampe til rengøring af din vask. For at lette rengøringen kan vasken tørres af efter brug. Produktet kan poleres årligt med autovoks, der vil vedligeholde produktets brunering. Hvis der benyttes husholdningseddike til kalkfjerning vil det ødelægge bruneringen.

Vær opmærksom på, at vaskens kanter vil forblive bruneret i længere tid, men at bruneringen i bunden af vasken langsomt vil slides af, som vasken tages i brug. Se gerne referencebilleder.

Vedligeholdelse af stål

Stål er en hårdfør overflade og tåler derfor almen rengøring. Vi anbefaler regelmæssig aftørring og rengøring af vasken for at undgå unødvendigt slid og kalkaflejringer.




VEDLIGEHOLDELSE

DOWNLOAD